Du er vaccineret 1. gang, men er nær kontakt til en smittet

Hvis du kun har fået første vaccinestik, og du har fået at vide, at du er nær kontakt til en smittet, skal du isolere dig. Som udgangspunkt skal du testes to gange, på 4. og 6. dagen. I særlige tilfælde skal du som nær kontakt testes på andre dage end på 4. og 6. dagen efter, du sidst var tæt på den smittede person. Det kan være, hvis du løbende er udsat for smitte, hvis du fx passer et barn som er smittet. Ring til Coronaopsporing på tlf. 32 32 05 11.

Sådan gør du som nær kontakt, der er vaccineret 1. gang

  • 1

    Isolér dig

    Gå i isolation, som om du var smittet med coronavirus. 

    Du opnår først fuld effekt af vaccinen 1-2 uger efter 2. stik. Du er først færdigvaccineret 14 dage efter 2. vaccinestik. Bliv derfor hjemme - også fra arbejde, indkøb og gåture. Få andre til at lufte hunden. Hvis du ikke har mulighed for at isolere dig hjemme, kan du kontakte din kommune, som kan hjælpe med et ophold et andet sted.

    Læs mere om selvisolation og isolationsophold

  • 2

    Ring for vejledning og henvisning til test

    Ring 32 32 05 11Her får du vejledning om, hvordan du skal forholde dig.

    Du skal testes på 4. og 6. dag, efter sidste kontakt med den smittede. Der findes PCR-test og hurtigtest (antigentest). Nære kontakter skal have taget PCR-tests. Du skal froblive i isolation - også selvom din første test er negativ. Du kan først afslutte din selvisolation, når din anden PCR-test er negativ.

  • 3

    Bestil tid til to tests

    Gå ind på coronaprover.dk og bestil både 1. og 2. test på én gang. De fleste steder i landet kan du også få PCR-test uden at bestille tid. 

  • 4

    Bliv testet

    Få taget den første test, som du har bestilt. Du må gerne gå ud for at blive testet.

    Hvis testen er negativ, skal du testes igen. Hvis 1. test er positiv, skal du ikke testes igen. Læs mere om, hvordan du skal forholde dig, hvis du er smittet med Covid-19.

  • 5

    Forbliv isoleret

    Forbliv i din isolation, som om du var smittet med Covid-19. Du må ikke bryde isolationen, selvom din 1. test er negativ. 

  • 6

    Bliv testet igen, hvis 1. test var negativ

    Få taget den anden test, som du har bestilt. Hvis 2. test er negativ, kan du afslutte din isolation. 

En nær kontakt er en person, som...

  • bor sammen med en smittet person
  • har haft direkte fysisk kontakt med en smittet person
  • har været tæt på en smittet person inden for 2 meter i mere end 15 minutter (fx ved samtale)
  • har været sammen med en smittet person inden for 2 meters afstand i en af følgende situationer:

    • aktiviteter med kraftig udånding, fx sang, høj tale eller råb
    • aktiviteter, der indebærer fysisk anstrengelse, fx fitness eller yoga
    • ophold i lukkede rum med dårlig ventilation

  • har været i ubeskyttet og direkte kontakt med sekreter fra en person, som er smittet, fx hvis du er blevet hostet eller nyst på.
Læs mere om, hvad det vil sige at være nær kontakt

En "anden kontakt" er en person som...

  • har fået en besked i appen Smitte I Stop om, at have været samme sted som en smittet inden for kort afstand 
  • har været i en situation, hvor afstandskravet som udgangspunkt er overholdt, men hvor der alligevel er øget risiko for smittespredning, fordi der er
     
    • langvarig kontakt i lukkede rum
    • usikkerhed om afstanden er overholdt

  • har været i en situation, hvor der efterfølgende er konstateret mange smittede.
Læs mere om, hvornår du skal testes